I dag føler jeg mig lidt deprimeret.

Der er meget at gøre, meget at studere, jeg skal også undervise i en lektion, og jeg gider heller ikke. Jeg har en eksamen i morgen, og jeg har ikke lyst til at studere, for jeg er stadig træt, selvom jeg stod op klokken 11. Jeg har kun lyst til at lyde til min elektronisk musik og tænke om livet, hvad jeg vil gerne fra det og hvad jeg vil gerne forandre lige nu. Det er lidt svært at arbejde, når man er i den slags humør.

Jeg vil gerne rejse mere og se verden. Jeg keder mig her i kollegiet, her i Beograd, her i Serbien, her i Balkan. Det er alt super kedelig, og det er også lidt ked, for mennesker her føler sig altid kun negativt: de er vrede eller kede eller nervøse, og selv når de er glade, det er fordi nogen anden blev ulykkelig. Jeg vil rigtigt gerne gå væk fra alle disse ting.

Jeg skal nok begynde med at studere nu, for jeg har spildet alt for meget tid i dag og i går. Der er 180 spørgsmål for mig at huske, og det gør ikke sig selv. Der er kun en ting jeg skal altid huske: selvom jeg ved at mennesker er sure og kede i hele verden i dag, jeg vil ikke være en af disse.

Den slags skrivning er lidt terapeutisk for mig, jeg skriver igen snart.